Print

Forældres reaktion er vigtig

Tidligere undersøgelser har dokumenteret, at forældre er vigtige rollemodeller for unge bilister. I Australien har man set på, hvordan forældre rent faktisk reagerer, når deres søn/datter kører risikobetonet samt på de unges egen oplevelse af påvirkning fra forældrene.

Af seniorforsker Mette Møller

Deltagere
21 unge bilister (12 kvinder og 9 mænd) i alderen 16-25 år deltog i undersøgelsen. Dataindsamling foregik vha. kvalitative interview dels som individuelle interview og dels som mini-gruppe interview med 3-4 deltagere i en gruppe. Alle interview blev transskriberet og efterfølgende analyseret.

Forældre reagerer forskelligt
Analysen viste, at der er stor forskel på, hvordan forældre reagerer, hvis deres søn/datter overtræder færdselsloven, eller på anden måde kører risikobetonet, når de kører i bil sammen. Nogle forældre reagerer slet ikke, mens andre forældre reagerer med
forskellige former for straf. Det kan fx være emotionel straf i form af at udtrykke stor skuffelse over den unges opførsel; økonomisk straf i form af at undlade at give den unge penge til noget, han/hun skulle have haft penge til eller straf i form af reduceret mobilitet ved at lægge forskellige restriktioner på den unges kørsel og adgang til forældrenes bil. Endelig er der forældre, der reagerer forskelligt afhængig af, i hvilken situation risikokørslen finder sted, og hvilken motivation der ligger bag adfærden fra den unge bilists side. Disse forældre reagerer fx mindre kraftigt, hvis risikoadfærden skyldes en utilsigtet fejl på grund af manglende køreerfaring, end hvis risikoadfærden er tilsigtet.

Vigtigt at forældre reagerer
Undersøgelsen tydede på, at manglende reaktion hos forældrene i forbindelse med risikokørsel hos den unge var uhensigtsmæssig ud fra et trafiksikkerheds synspunkt. Manglende reaktion fra forældrene gjorde den unge forvirret med hensyn til, hvilke forventninger, holdninger og normer forældrene havde til hans/hendes kørsel. Undersøgelsen viste ikke klare resultater angående effekten af emotionel straf. Med hensyn til økonomisk straf viste undersøgelsen, at straf, der involverede økonomiske konsekvenser eller reduceret mobilitet, havde større afskrækkende virkning på unge mænd end på unge kvinder.

Effekt af forældreindflydelse varierer
Resultaterne viste, at de unge bilister var meget opmærksomme på, hvordan deres forældre kørte. Undersøgelsen viste, dog også, at det var forskelligt, hvordan forældrenes kørsel påvirkede de unges kørsel. Nogle unge tog bevidst afstand fra deres forældres kørestil mens andre unge forsøgte at kopiere den. Således gav nogle unge udtryk for, at de, i modsætning til deres forældre, kørte hurtigt. Andre gav udtryk for at køre forsigtigt i modsætning til deres forældre, der kørte risikobetonet. Tilsvarende var der unge, der gav udtryk for at forsøge at kopiere forældrenes måde at køre på, fordi de (forældrene) var sikre bilister eller omvendt at køre risikobetonet ligesom deres forældre. Undersøgelsen gav ikke mulighed for at svare på, hvorfor nogle unge valgte at kopiere forældrenes kørestil, mens andre tog afstand fra den.

"
Unge trafikanter er meget bevidste om, hvilken kørestil deres forældre har. Man ved ikke nok om, hvorfor nogle unge kopierer deres forældres adfærd, mens andre tager afstand fra den.

Belønning og straf
Generelt viste undersøgelsens resultater, at forældre har indflydelse på deres børns kørestil gennem den måde de belønner og/eller sanktionerer den unges kørestil. På baggrund af undersøgelsens resultater konkluderes det, at det er vigtigt at trafiksikkerhedskampagner i fremtiden understøtter, at forældre belønner trafiksikker kørestil og sanktionerer risikobetonet kørsel.



Print




Kilde:
Scott-Parker, B., Watson, B., King, M. J., Hyde, M. K. (2012). “They’re lunatics on the road”: Exploring the normative influences of parents, friends, and police on young novices’ risky driving decisions. Safety Science, 50, 1917-1928.